Tilbage til alle begivenheder

Naturens mangfoldighed – en forsvarstale for skaberværket.

9. marts, 2023 kl. 19:00 til 21:00 · Arrangør: Veng-Mesing

Naturens mangfoldighed – en forsvarstale for skaberværket.

Når Michael Stoltze, biolog og naturelsker fra Bornholm, gæster De 7 Dale torsdag d. 9. marts kl. 19.00, er det for at dele sine overvejelser om kampen for at bevare og genoprette livets mangfoldighed og i det hele taget øse af sin store glæde ved og viden om vores fælles natur, der er under pres.

Der er ufred, miljø, klima- og biodiversitetskrise, og det er let at forfalde til opgivende mismod. Men lyspunktet er, at Jordens folketal ikke stiger så hurtigt længere og forventes at stagnere og måske endda begynde at falde sidst i det 21. århundrede. Og samtidig har vi stort set den viden og teknologi, der skal til for at løse kriserne. Det vil altså kunne lade sig gøre, hvis vi blot forstår at samarbejde på tværs af politiske og kulturelle skel.

Samarbejde på tværs

Vejen til en rig natur og et bedre og mere bæredygtigt liv går via indsigt, samarbejde og handling. Det er ikke et offer, at vi giver meget mere plads til naturen og vores medskabningers frie og vilde liv. Tværtimod – det er en gave og en nødvendighed for os. Medskabningernes liv er vores liv og livsforsikring.

Foredraget ledsages af billeder af stort og småt fra naturen og kommer med bud på de vigtigste ting, vi hver især kan gøre for at få en rigere natur. Bagefter vil der være tid til spørgsmål og debat.

Michael Stoltze er født og opvokset på Bornholm og er efter mange år på Sjælland og i Jylland vendt tilbage til sin fødeø. Michael Stoltze er naturforkæmper og stærkt optaget af sanselighed, sammenhænge, naturens møde med kulturen og alt det, naturen gør ved os på godt og ondt. Stoltze har skrevet bøger om sommerfugle og dansk natur, blandt andre hovedværkerne “Danske dagsommerfugle”, “Dansk natur” og “Danmarks Nationalparker”.

De 7 Dale

Veng og Mesing kirkesogne dækker det meste af ”De 7 Dale”, som netop har naturen som sit kendemærke. Sognene er en del af ”Grøn Kirke”, og menighedsrådet arbejder for bæredygtighed og grøn omstilling. Derfor har vi indbudt Michael Stoltze til at give os inspiration til vores fælles arbejde for naturen. Til sogneaftenen, der finder sted i Sognehuset i Veng, byder menighedsrådet på en forfriskning. Alle er velkomne.