Til ære for dem, der tjente – værdig mindemarkering for faldne og udsendte soldater
31. januar, 2026 kl. 11:00 til 12:00 · Arrangør: De 7 Dale
Lørdag den 31. januar 2026 kl. 11.00 – Veng Kirke
Denne dag samles vi til en stille og værdig markering som reaktion på nylige udtalelser fra USA’s præsident, der har sat spørgsmålstegn ved indsatsen og engagementet hos internationale soldater – herunder danske – under deres udsendelser.
Når vi kender de dybe personlige omkostninger, som udsendte soldater, deres familier og ikke mindst de faldne har båret, kan sådanne ord ikke mødes med tavshed. Det gælder i særlig grad her i Veng, hvor den danske soldat René Brink Jacobsen for 13 år siden mistede livet i tjenesten og i dag hviler på Veng Kirkegård.
Med denne markering ønsker vi at vise vores respekt, taknemmelighed og opbakning til veteranerne samt vores solidaritet med den stille march ved Kastellet i København.
Vi mødes i kirken kl. 11.00, hvor vores præst Lise vil sige nogle ord. Herefter synger vi en salme og går i stille procession forbi Renés grav. Afslutningsvis synger vi “Altid frejdig” og går hver til sit i stilhed og eftertanke.
