Illerup Ådal

Illerup Ådal ligger i udkanten af området, som dækker De 7 Dale. Dalen strækker sig fra Stilling, går sydpå med Mesing ejerlav på den ene side af bakkerne og med Skanderup ejerlav på den anden side, fortsætter til Illerup, og den nedre del munder ud i Alken Enge, et sumpet område ved Knudsø.

Dalen er på vestsiden omkranset af skove i det meget bakkede landskab. Åen i dalen danner skel mellem Mesing og Skanderup. Den gamle postvej mellem Mesing og Skanderborg gik tværs over engen og over Illerup Å.

De store fund i Illerup Ådal

Illerup Ådal er kendt for fund af store mængder våben, der i jernalderen blev ofret i den sø, der dengang dækkede 10 hektar.

De første fund blev afdækket under dræningsarbejde i 1950, og området blev udgravet i 1950’erne og igen i 1975-1985. Der er fundet mere end 15.000 genstande; først og fremmest våben og personligt udstyr fra forskellige perioder af jernalderen. Efter sejre er fjendens udstyr ødelagt og kastet i søen, sandsynligvis som et offer.

Fundene udgør omkring 40% af de samlede ofre i søen. Efter 1996 er 33 hektar af den oprindelige sø opkøbt og arealfredet for at bevare de mange genstande, der ikke er udgravet, mod udtørring. Materialet fra Illerup Ådal stammer fra flere krigeriske angreb på østjyderne. Der er fund fra 200 e.Kr., 225, 375 og 450 e.Kr. Angriberne kom fra områderne omkring Østersøen, hovedsageligt fra andre dele af Skandinavien.

I bl.a. den nedre del af Illerup Ådal, kendt som Alken Enge, sonderede arkæologer området fra 1957 til 1962. Men først i 2008 og 2009 blev det klart, at der var store muligheder for vigtige jernalderfund her, og i 2011 lykkedes at få bevilget 1,5 millioner kr fra Carlsbergfondet, til et videre forskningsprojekt: Hær og efterkrigsritual i jernalder – de dræbte krigere i offermosen Alken Enge i Illerup Ådal. og der er nu foretaget større udgravninger i Alken Enge med fund af bl.a. flere hundrede krigere fra jernalderen til følge.

Ved sydsiden af Sønderskoven på kanten af engen ved Mesing ligger de romantiske rester af en langdysse, kaldet Balravnsknold. Det er en træbevokset jordforhøjning omgivet af til dels adsplittede sten, men uden gravkammer. Sagnet lader en kæmpe ved navn Balravn være begravet her. Da Mesing kirke blev bygget og han hørte klokkeklangen derfra, blev han så vred, at han kylede en stor sten efter kirken. Den ramte dog ikke, men faldt ned i den tuede mose. Stenen står nu på trekanten mellem Mesing kirke og forsamlingshuset. Stenen bærer stadig mærker efter Balravns fem fingre.

Tak til Erna Bachmann fra Veng Lokalarkiv