Kjællingdal
Kjællingdalen starter i Stjær og er en del af Stjær Bakkers meget kuperede landskab. Fra Stjær kører vi ad Bakkeskoven og kommer ned i dalen med Bjørnebjergene på venstre hånd. Det højeste punkt i Bjørnebjergene, er 129 m. og indgår i det Østjyske ”Bestigbjerge”.
Efter et par sving skifter vejen navn til Kjællingdalvej ved den gamle sogne- og kommunegrænse mellem Galten og Hørning kommuner. På toppen ligger (100 m oh.) ”Leerhöw” (udtales [læjehöv]) Det er lidt uklart hvad der ligger bag stednavnet, men ordet er i gammel tid koblet sammen med offerpladser.
Kjællingdalvej munder ud i Dalvejen, der er en fortsættelse af Jeksendalen. Hvor de to veje mødes, ser vi gården Mikkelballe, der har fået navn efter den gravhøj, der ligger på marken bag gården.
Napoleons tropper
Hvordan dalen har fået navnet ligger hen i fortidens tåger. Midt i dalen løber Kjællingbækken, der er rørlagt på en strækning.
Hele området ved Bakkeskoven er historisk set meget interessant. Her huserede Napoleons tropper i starten af 1800-tallet. De gravede sig ned i Bjørnebjergene, og i dag kan man stadig ane konturerne af deres stillinger i skoven.
Soldaternes tilstedeværelse må have vendt op og ned på livet i området, og det må have været spændende, men absolut ikke problemfrit. Da de drog af igen efterlod de flere unge ugifte piger med barn – i områdets kirkebøger kan man se, at der er enkelte børn med spanske fædre.
Læs mere om Mikkelballe
Tak til Erna Bachmann fra Veng Lokalarkiv