Paradis for børnefamilier

De 7 Dales landsbyer har mange ting tilfælles. Udover den skønne natur, det gode sammenhold, de gode legepladser, samles vi i høj grad også om vores gode skole, Veng Skole & Børnehus, og vores fælles sportsforening De 7 Dale IF, hvor du kan dyrke et væld af sportsgrene.

Barselsgruppen i De 7 Dale

I Skanderborg kommune tilbydes der ikke mødregrupper, men det holder os ikke tilbage i De 7 Dale. Vi har en “lukket” Facebookgruppe, hvor nybagte mødre og fædre på barsel i De 7 Dale frit kan arrangere kaffeaftaler, gåture mm. Vi mødes fra 10:00-12:00 den 1. onsdag i måneden i Borgernes Hus. Er det noget for dig, så anmod om medlemskab i gruppen her 👈

facebook.com/groups/557965642853227

Vi håber på at se jer 🙂

Veng Skole og Børnehus – et godt børneliv

www.vengskolebornehus.dk 

 

Sammenhæng, tryghed og udvikling fra 0 til 13 år

Lige midt i Skanderborg Kommune og lige midt i De 7 Dale ligger et stærkt tilbud til børn mellem 0 og 13 år: Veng Skole & Børnehus.

Vi har vuggestue, børnehave, skole, SFO og klub. Alt er samlet på ét sted, og det giver trygge børn, hvor alle kender alle.

Resultatet er et lokalt tilbud i overskuelige rammer, hvor børn trives og udvikles. Og så letter det hverdagen kun at have ét sted at aflevere børnene.

 

Sammenhæng og tryghed er en god start

Et tæt samarbejde sikrer sammenhæng i børnenes hverdag i hele forløbet fra de starter i vuggestuen til de sendes videre til overbygningsskolen efter 6. klasse.

På den måde kan vi tage hånd om hvert enkelt barn, så overgangen fra det ene trin til det næste bliver så tryg og velforberedt som muligt, både for de, der bare ”smutter igennem” og især for de, som har behov for lidt ekstra støtte eller opmærksomhed.

Vi har rullende skolestart, så 4 gange om året starter der børn i vore indskolingsklasse/SFO – typisk starter et barn i skole efter sin 6 års fødselsdag, men det vurderes hvornår det passer bedst for barnet.

 

Fællesskab og masser af natur og frisk luft

På skolen er der hver morgen morgensang for alle børn og de forældre, som har tid og lyst. Det styrker fællesskabet at mødes, så vi kan mærke at vi er et VI.

Et andet varemærke for Veng Skole & Børnehus er et aktivt ude- og fritidsliv. Vi har masser af plads med gode legepladser og naturområder med sports- og spejderfaciliteter lige uden for døren.

Og som nabo har vi en stor skov med vores egen bjælkehytte, bålhytte og shelter.

Er du blevet nysgerrig for at vide mere om stedet, så tag et kig på de enkelte afdelinger på hjemmesiden eller kontakt Linda for at aftale et besøg.

 

​Ring på 87 94 22 51 eller skriv til: yvaqn.xbyyvat.crqrefra@fxnaqreobet.qx

De 7 Dale Idrætsforening

de7dale-if.dk

 

De 7 Dale Idrætsforening er en flerstrenget idrætsforening med plads til alle. Klubben er drevet af lokale ildsjæle, og programmet er varieret og varierer – der er altid plads til nye idéer og gode initiativer.

Man kan starte som 2-årig til forældre/barn gymnastik og fortsætte lige til det er tid til seniorgymnastik. Og indimellem er der blandt andet mulighed for at gå til gymnastik, outdoor fitness, badminton, fodbold, håndbold, spinning og volleyball. Hjemmebanen er Borgernes Hus, der ligger en spytklat fra skolen, og de udendørs boldbaner.

 

En aktiv medspiller

De 7 Dale IF deltager aktivt i udviklingen af lokalområdet og specielt Borgernes Hus. Fx etablerede De 7 Dale IF i 2018 en aktivitetssti i samarbejde med Veng Skole og Børnehus og Skanderborg Kommune.

Klubbens vision er at bevare og styrke det lokale liv – og sådan har det faktisk været gennem hele klubbens historie. Læs meget mere og se sæsonens program på klubbens hjemmeside.

Skolen-1140x500