De7dale.dk bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookie-oplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores websted, og hjælper os med at forstå, hvilke sider af webstedet du finder mest interessante og nyttige.
Nørre Vissing
I ly af smukke dale, som den seneste istid har dannet, ligger Nr. Vissing. Nr. Vissing har med årene udviklet sig til et trygt fristed for mange pendlere.
Beliggende nogenlunde midt mellem Århus og Silkeborg og med kun 4 minutters kørsel til Herning-motorvejen og 11 minutter til E45, tiltrækker Nr. Vissing de, der vil have fordelene ved at bo på landet og samtidig have de større byer inden for rækkevidde.
Gastronomi og smuk natur
Nr. Vissing har været beboet i flere hundrede år. Tidligere har der været kirke, købmand og bager, men i dag er Nr. Vissing nok bedst kendt for Nr. Vissing Kro. Kroen har i årevis været kendt for sit høje niveau, og menuen på kroen hylder de lokale råvarer fra de omkringliggende marker og søer.
Lige syd for landsbyen ligger Hylling Skov og Ravn Sø. Ravn sø er smuk og uspoleret natur, mens nabosøen Knud Sø indbyder til badning, vandsport eller picnic, og om sommeren cykler de lokale gerne de 5 km for at komme ud at nyde søen med blåt flag på hele to strande ved søen.
Masser af mulighed for udeliv – også til hest
I Nr. Vissing er der gode muligheder for at have et aktivt udeliv. Det kuperede terræn rundt om Nr. Vissing giver cyklister og løbere rig mulighed for at øve bakketræning. Terrænet har også gjort Nr. Vissing populært for hesteejere – der er alt fra piger med en enkelt hest, over hobbyavlere og til Bækgaarden, byens professionelle stutteri, der afholder stort stævne hver sommer.
Aktivt lokalsamfund
For den, der har lyst og overskud, er der rig mulighed for at engagere sig i byens sociale liv. I løbet af året afholdes der flere arrangementer, såsom fastelavn med tøndeslagning, Skt. Hans med fællesspisning, juletræstænding ved gadekæret, nytårsløb, loppemarked, fredagsbar og vandreture til nær og fjern.