Dybdal

Mange steder i landet støder man på navnet Dybdal. Her i De 7 Dales område er der i hvert fald to steder, der har betegnelsen, den ene mere indlysende end den anden.

En kilometers dyb dal

Dybdal er navnet på dalen mellem Stilling og Mesing sogne, og her er navnet i hvert fald berettiget. En lille kilometer fra Mesing mod Stilling slår vejen et par skarpe sving med meget stejle skrænter til begge sider. Til venstre langt nede er der en stor åben plet omkranset af skov på alle sider. Til højre er der også dybe skrænter, men her går skoven helt op til vejen.

Dybdal er en del af det vældige naturområde ned mod Illerup Ådal som også Tingdalen er en del af, uden at de to dale har direkte forbindelse med hinanden. Hele skovområdet – med Tingdalsområdet – er opdelt i mange skovlodder med flere ejere, dog langt færre end i fordums tid, hvor hver enkelt lille gård havde sin egen skovlod.

Hovedfærdselsåren mellem Randers og Skanderborg/Horsens og det sydlige opland gik i 1600-1700 tallet gennem dalen, hvor der var flere broer over vandløbene, der skulle vedligeholdes. Senere blev vejen flyttet op i højden på skrænten: Gl. Randersvej.

Den lille Dybdal i Hårby

Kører eller går man ind i Hårby Skov, ender vejen blindt ved Hårby Bygade 8. Men skovvejen fortsætter, og det gjorde vejen også i gammel tid, hvor der var vejforbindelse mellem Hårby og Mesings markjorder. Skoven er ikke særlig kuperet, men det laveste sted har tilnavnet Dybdal. Dalen danner grænse mellem Veng og Mesing og Skanderup sogne (Foerlev ejerlav).

 

Tak til Erna Bachmann fra Veng Lokalarkiv