Svejdal

Lige udenfor Nørre Vissing på vej mod Låsby slår vejen et sving og fortsætter op ad bakken. På højre hånd har vi Svejdal. Men det er ikke her, dalen begynder.

Lige sydøst for Nørre Vissing, i ”Mauelkær”, har Svejdal sit nederste niveau. Vandløbet i bunden er kun delvis åbnet enkelte steder. Bækken fortsætter mod Jaungyde (også delvis rørlagt) for til sidst at slutte i den østlige ende af Ravnsø.

Vandrer vi nu op gennem Svejdal, går vi de første par 100 meter på Låsbyvej, indtil vi kommer til gården Svejdal, hvor vejen fortsætter op ad bakken. Svejdal har vi på højre hånd og med skov til begge sider og en lille dam i bunden af dalen. Efter yderligere et par hundrede meter kommer en lille bæk nede i dalen, som afvander Lergraven på Bavnehøjvej. Lidt længere fremme ses de to ejendomme på Bavnehøjvej, og bag dem finder vi selve Bavnehøj – 116 meter over havet.

Vi er nu kommet til stedet, hvor dalbunden er opdyrket mark, dog stadig med stejle skrænter. Her er vandskellet, og op til venstre ses Hopshøj 110 meter over havet. Dalen danner nu skel mellem Nørre Vissing Mark og Ersholt, og det er også en sognegrænse.

Dalen fortsætter nu ind i Låsby Sogn, under motorvejen ved Låsby afkørslen, gennem Låsby og har udløb ved Langvad Bro i Lyngbygård Å.

 

En hovedløs mand til jul?

Evald Tang Christensen skriver i ”Danske Sagn i Folkemunde IV” s. 181.
”1 en hule, der går op fra landevejen mellem Nørre-Vissing og Låsby, den kaldes Svejdal og er begroet med skov på begge sider, der går hver juleaften en hovedløs mand, og mange har set ham, men ingen har turdet vove at tale til ham”. Lokale folk mener, at det er præsten fra Nørre Vissing Kirke, som viser sig. Kirken blev nedlagt sandsynligvis omkring Reformationen.

 

Tak til Peter Mortensen fra Veng Lokalarkiv